Ny undersøgelse viser endnu engang, at tonen på de sociale medier afholder særligt unge fra at diskutere politik online.

0

Tonen er rå, men hjertelig.

Sådan lyder et velkendt ordsprog på dansk. Det samme kan ikke siges om tonen i debatten på de sociale medier, der bestemt er rå, men langtfra hjertelig ifølge en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder.

Undersøgelsen peger på, at det særligt er unge, der skræmmes væk af den hårde tone og måden, vi diskuterer med hinanden online. Over halvdelen af de unge erklærer sig i undersøgelsen enige eller meget enige i, at den hårde tone afholder dem fra at debattere på sociale medier. De unge oplever desuden oftere at blive talt grimt til på Facebook end de ældre generationer, viser undersøgelsen.

De nye tal fra Institut for Menneskerettighed bekræfter det billede, som en undersøgelse fra DUF sidste år tegnede af et flertal af unge, der klapper computeren sammen og ikke vil ytre sig politisk af frygt for, at deres Facebook-feed flyder over med hadefulde kommentarer.

DUFs formand: Medierne har også et ansvar for at sikre en ordentlig tone
Selvom de unge er skræmte over debattonen, er de langt oftere på sociale medier end deres forældre og bedsteforældre, og flere unge end ældre får også deres nyheder via Facebook. Det viser både DUFs og Institut for Menneskerettigheders undersøgelse.

For DUFs formand Kasper Sand Kjær understreger den nye undersøgelse endnu engang behovet for at stramme gevaldigt op på den måde, vi diskuterer politik med hinanden online.

”Når så mange unge får deres viden om politik og samfundsforhold via de sociale medier, er det helt afgørende, at vi sørger for at skabe nogle rammer, der sikrer en debat med fokus på indhold frem for konflikt, og som alle – også de unge – tør være en del af. Og her har både vi som brugere, men også politikere og medierne et ansvar”, siger Kasper Sand Kjær.

Et flertal af de unge i undersøgelsen fra Institut for Menneskerettigheder mener også, at medierne har et ansvar for tonen i debatten, og mere end halvdelen af de unge ønsker, at medierne blander sig for at sikre en ordentlig debattone. Det samme gør DUFs formand:

”Nyhedsmedierne tjener rigtig mange penge på, at unge – og andre borgere – bruger tid på netop deres websider og online nyheder. Derfor bør det også være et krav fx i forbindelse med mediestøtte, at medierne aktivt opfordrer til debat uden hadefulde ytringer og umiddelbart fjerner indlæg, der ikke lever op til de kriterier”, foreslår Kasper Sand Kjær.

Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen om hadefulde tale på Facebook er foretaget af MEGAFON for Institut for Menneskerettigheder og blev offentliggjort den 16. februar 2016.

Læs mere om undersøgelsen

Kilde: DUF

DEL I DIT NETVÆRK

SKREVET AF

SKRIV EN KOMMENTAR

Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du automatisk vores cookie- og privatlivspolitik. » Læs mere her
OK